Familiepraksis
Den daglige Bibellæsning og bøn er enormt afgørende for børnenes åndelige liv og jeres åndelige liv sammen som familie. Forskellige tider kan kræve forskellige måder at gøre tingene på, og det er ekstremt vigtigt, at I kun bruger følgende som inspiration, men selv sørger for at lægge til og trække fra, så det kommer til at virke bedst.
Læsning
Start med at læse et kapitel i en børnebibel. Til mindre børn kan anbefales ”Den lille Bibel” af Joan og Daniel Øhrstøm, udgivet af Bibelselskabet. Til lidt større børn kan anbefales ”Bibelen hver dag” af Beate Højlund, udgivet af Lohse. Der er mange andre gode børnebibler, der også sagtens kan bruges, og det kan være en god idé at købe nye henad vejen, efterhånden som I når igennem biblerne. Der er også flere gode andagtsbøger, som man kan supplere med. Jeg vil dog anbefale, at en eller anden form for systematisk bibellæsning er fundamentet for familiens åndelige liv sammen.
Hvis børnene er spredt over begge aldersgrupper, kan ”Bibelen hver dag” læses under/efter morgenmaden og ”Den lille Bibel” under/efter aftensmaden. Alternativt kan man læse i Bibelen den ene gang og i en andagtsbog den anden. Det kan dog være at spisesituationerne er for hektiske, og så må I være nådige mod jer selv. Med børn kan intentioner og virkelighed ikke altid mødes. Det vigtigste er, at man forsøger at gøre tingene på samme måde fx alle hverdage. Men det er ikke så vigtigt, om man gør en hel masse eller bare en lille smule.
Bønsrytme
En ambitiøs morgenbønsrytme kan fx se sådan ud. Man kan ændre eller trække fra som det passer for jer:
- 01Læs et stykke fra en børnebibel, mens børnene spiser morgenmad eller siddende i sofaen efter morgenmaden. Det er ofte en hjælp med faste pladser.
- 02Bed derefter den af de to morgenbønner, som I foretrækker.
- 03Hvis man vil, kan man afslutte med to minutters meditativ musik, hvor man beskriver, hvad vi særligt skal tænke på eller bede over imens. Det kan fx være: Hvad er jeg taknemmelig for? Hvem betyder noget helt særligt for mig? Bed for en i klassen? Eller lignende.
- 04Afslut med at bede Fadervor i et roligt tempo.
Morgenbønner
Efter bibellæsningen bedes en af følgende bønner:
Vores Far i Himlen,
Vi takker dig for, at vi er skabt, så vi ligner dig, og at du elsker os!
Tak for en ny dag. Der er ting i dag, som vi glæder os til, og ting, som vi er nervøse for. Vær med os og hjælp os i begge dele. Lad det blive en dag, hvor vi kan mærke, at du er hos os. Kom Helligånd!
Hjælp os til at opdage, hvad vi kan sige i dag for at gøre andre glade, og hvad vi kan gøre for at gøre andre glade.
Vær også med vores venner og dem, vi kender i børnehaven, i skolen, i kirken og på arbejde. Vis dig også for dem i dag, så de kan se, at du er til, og at du elsker dem.
Amen!
Eller:
Himmelske Far, vi takker dig for, at vi er skabt i dit billede, og at du elsker os!
Vi takker dig for denne nye dag. Tak for lyset fra solen, der skinner på os. Lad også dit lys skinne både på os og i os i dag. Lad din fred og glæde fylde os. Lad sundhed og styrke komme til krop, sind, sjæl og ånd hos os alle, ________, ________, ________, ________ og ________. Fyld os Helligånd!
Beskyt vores hjem, og gå sammen med os, når vi er i børnehave, skole, på arbejde, i kirke, derhjemme, hjemme hos nogen eller ude i byen eller naturen. Beskyt os mod alt ondt, og sæt englevagt omkring os. Du er Konge i vores liv, og du har al magt.
Velsign os med rigdom i dig, og led os til at være til velsignelse for andre.
Lad kærlighed og visdom vokse i os og hjælp os til at møde os selv, hinanden og vores verden med begge dele. Lad din Ånds kraft og lys virke og skinne igennem os i dag.
Amen!
