Gruppebøn
Det kan være svært for mange at bede højt. For nogle føles det for privat at adressere Gud i offentlighed. Det bunder dog som oftest mere i, at man ikke er vant til det, og derfor føler sig på gyngende grund. Dette kan ofte være med til at gøre, at bøn i en netværksgruppe/bibelgruppe ikke rigtig lykkes med at blive til så meget. I det følgende er der nogle forslag til, hvordan man kan skabe et mere trygt fundament for dem, som ikke er så vant til at bede højt, hvor de alligevel kan være med i bønnen og også selv lære at bede højt.
For at gøre det lettere at huske for alle, så kan man bruge akronymet OPTØ. Modellen hjælper os til at varme vores frimodighed op, så tilbageholdenheden kan smelte væk. Tanken er at bønnen skal være simpel og livsnær.
Bønstiden kan indledes med følgende fællesbøn, som enten kan oplæses af én i gruppen eller den kan læses i fællesskab:
Kærlige Far, vi vil gerne være sammen med dig. Mød os nu med din godhed og kærlighed. Du elsker os, som vi er, og du kan give håb til enhver situation. Du er værdig til at blive tilbedt.
(OP) – Begynd med at vende blikket opad. Syng en eller flere lovsange eller salmer sammen, som kan hjælpe jer til at tilbede Gud. Hvis der er én som kan spille guitar eller klaver, kan I gøre det, men ellers kan man også bare streame liveoptagede sange og synge med på dem og så sørge for at have teksten tilgængelig for alle. Dette kan også føles privat for nogle, men så længe man ikke er i tvivl om teksten, vil de fleste hen ad vejen føle det komfortabelt at synge sammen.
(T)aknemmelighed – Den som leder bønnen gør klart, at vi nu beder meget korte bønner, som maksimalt må være to sætninger, med noget vi er taknemmelige for. Det kan være alt lige fra vejret til dine børns uddannelse og til Jesus’ kors og opstandelse. Det bruges der lidt tid på, indtil lederen fornemmer, at det er tid til at gå videre.
(Ø)nsker – Dernæst forklares, at vi nu beder for konkrete ønsker, altså ting, som vi gerne vil bede om Guds hjælp til. Det må igen højst være to sætninger. Det kan være alt lige fra helbred, til økonomi, til at bede for at forskellige personer må møde Jesus og til fred i verden.
Afslut bønnen med at bede Fadervor højt i kor.
Fordelen ved at holde bønnen simpel og kort er, at man, hvis man ikke er vant til at formulere sig i bøn, får en langt mindre tærskel at træde hen over i forhold til at komme i gang. Hvis I vil bruge streamet musik, er der mange gode sange også på dansk. Du kan fx søge på Stille Stunder på YouTube. Der er ofte flotte videoer til, som giver fornemmelsen af at være til stede sammen med dem, som er med på videoen. Husk at printe teksterne ud, uanset om I streamer eller selv spiller.
